19.11.2011

Easy Ærtesuppe

Det kunne næsten ikke være nemmere - ærter, løg og krydderier. Ikke så meget andet skal der til for at lave en super sund og smagfuld basis suppe med en smuk grøn farve. God til årstiden varm, god til enhver tid kold. Med lidt kammuslinger på toppen og sprødt brød til fik jeg, efter min mening, sat prikken over i'et. Og den kan som så meget andet varieres efter humør:

Ingredienser (ca. 2 personer)
200 g. ærter, optøet fra frost
1 løg
1 fed hvidløg
3 dl grøntsagsbouillon
Olie
2 spsk basilikum og/eller mynte
Salt og peber
Evt. creme fraiche til toppen
12 kammuslinger
Brød

Sådan gør man:
Løg hakkes og svitses i en gryde, og hvidløget presses i. Når det har svitset et par minutter tilsættes ærterne og bouillon. Lad det koge 5 minutters tid og tilsæt basilikum og/eller mynte. Herefter tages gryden af varmen og suppen blendes med en stavblender til den er tilpas flydende. Man kan evt. tilsætte lidt vand, hvis den er for tyk. Så smages den til med salt og peber og kan stå og simre, mens man steger kammuslingerne på en pande bare et par minutter på hver side og rister/luner lidt brød.


Velbekomme...

06.11.2011

Linsedeller til den store guldmedalje!

Idag har jeg stået i køkkenet og vendt den ene linsedelle efter den anden. Ny kostplan står på masser af protein, sundt fedt og gode næringsstoffer og mindre sukker og kulhydrat. Efter at have købt mig et lille apotek af hampeproteinpulver, fiskeoliekapsler, urtedrik og vitaminer, var linsedellerne næste skridt i den retning. Linserne er en af de rigtig gode kilder til at få masser af protein, fordi de kan bruges på så mange måder i madlavningen - i supper, salater og ja, minsandten også i frikadeller. Så nu ligger der et godt lager af linsedeller i min fryser - klar til at blive lunet til frokosten eller aftensmaden, som et alternativ til kød. Selvfølgelig måtte jeg lige smage på dem og de er virkelig lækre med sprøde græskarkerner og spicy krydderier - mit lille protein/fedt projekt bliver ingen sag!

Opskriften:
Ingredienser:
2 dl linser (jeg brugte sorte belugalinser)
1 dl græskarkerner
1 dl havregryn
1 dl mel
1 dl olie
1 finthakket løg
3 tsk karry
3 tsk paprika
1/2 tsk røget paprika
Saft fra 1/2 citron
1 spsk sojasauce
1 tsk salt og godt med peber

Kog linserne i letsaltet vand efter anvisningen - der må gerne være lidt bid i. Kom bagefter linserne i en skål og bland med grofthakkede græskarkerner, hakket løg og de øvrige ingredienser og lad massen hvile 5-10 min inden de formes til små deller og steges i olie til de er brunede på hver side.
(Tilsæt evt. lidt vand i massen, hvis den er for tør, inden du sætter den til at hvile)

04.10.2011

Efterår er suppetid!

Ikke mange ting ved efteråret huer mig. På trods af naturens smukke farver er efterår for mig mest lig med koldere, mørkere tider. Mere tid indenfor end ude. Men én ting jeg dog elsker er, at det nu er suppetid. Sæson for rodfrugter, græskar osv. og behov for at varme kroppen igennem med en rygende varm suppe. Og der er et væld af muligheder. Kun fantasien sætter grænser, når det kommer til suppens kunst. Der er næsten en suppe til hver dag vinteren igennem; græskarsuppe, tomatsuppe, rødbedesuppe, thaisuppe, jordskokkesuppe, linsesuppe, gulerodssuppe, ærtesuppe - for bare at nævne de første, der falder mig ind.

Startskuddet på suppe-sæsonen var for mit vedkommende en hokkaidosuppe, som jeg lige siden sidste efterår har set frem til at lave igen. Den er både rund og stærk i smagen på samme tid og er blevet én af mine absolut favoritter. Her kommer den:
Til 4 personer skal bruges:
1 hokkaido græskar uden skal
1 løg
2 bagekartofler
3-4 gulerødder
1 frisk chili
2 laurbærblade
1 fed hvidløg
Lidt frisk korriander
Frisk ingefær
Salt, peber
Olivenolie

Tilbehør:
Græsk yoghurt
Ristede græskarkerner
Lunt brød

Sådan gør man:
Flæk græskaret og fjern kernerne med en spiseske. Skær derefter græskaret ud i grove stykker og steg dem i olivenolien ved middel varme. Skær imens de andre grøntsager i grove stykker/skiver.

Tilsæt løg, presset hvidløg, kartofler, gulerødder og laurbærblade og tilsæt så vand, så det halvt dækker grøntsagerne. Læg låget på og lad det koge i ca. 15 minutter til grøntsagerne er meget møre. Tilsæt chilien, finthakket.

Blend suppen med en stavblender og tilsæt vand indtil suppen har den rette konsistens. Smag til med salt, peber, frisk korriander og friskrevet ingefær og så kan suppen stå og simre indtil spisetid.

Server suppen med græsk yoghurt (eller creme fraiche e.l.), ristede græskarkerner og lidt lækkert brød til.

01.10.2011

Dejlige Designer Forum

Mums! Enhver piges drøm. I hvert fald min og min søsters. Endelig kom dagen for Designer Forum, som vi har set frem til med spænding i et par måneder efterhånden. En hel hal fyldt med et udvalg af de lækreste mærker med op til 70%. Vi var så klar da vi steg på toget imorges - selvom det var med lidt tømmermænd og kun knap 4 timers søvn i bagagen. Intet kommer i vejen for udsigten til en uovertruffen shoppetur... Og kun få timer efter var spændingen udløst - og erstattet af et adrenalin-kick. For enhver skepsis for, om der nu denne gang skulle være noget for os denne gang også var for længst pinliggjort. Resultatet var mere end tilfredsstillende - alt hvad jeg skulle supplere min garderobe med til efterår/vinter og meget mere til. Min lykke var gjort med disse fund:


Oppefra og ned: Sort kjole fra This is who I AM (200 kr.), Metallic blazer fra Bllack Noir (400 kr.), Sort skjorte fra Eva and Lola (200 kr.), Grå strik fra Interdee (400 kr.), Sort bluse fra Vera & Lucy (150 kr.), 2 tørklæder fra Blond Accessories (500 kr.), Sort strik fra Bllack Noir (300 kr.), Hvid skjorte fra Designers Remix Collection (350 kr.) - I alt lækkerier for 2.500 kr.!!!

+ en Bodystocking-skjorte fra Margit Brandt, som ikke er fra lagersalget, men et par dage forinden og fik lov til at komme med på billedet (550 kr.)

Tøsemiddag

Torsdagsmiddagen med mor og lillesøster stod på en ægte gang tøsemad; pasta-spinatfad med tomatsalat, hummus og lunt brød..

Pasta-spinatfad (4 personer):
250 g fuldkornspasta
1 dåse hakkede tomater med basilikum
400 g spinat
200 g ærter
1 håndfuld hakket frisk basilikum
1 finthakket chili
1 fed hvidløg
200 g tyk græsk yoghurt
100 g revet parmesan

Pastaen koges efter anvisningen. Imens røres de hakkede tomater med finthakket chili, presset hvidløg, frisk basilikum, salt, peber og evt. andre krydderier i et smurt ovnfast fad. Pastaen blandes i og ovenpå tilsættes ærterne og spinaten. Rør yoghurten med parmesan, salt og peber og hæld det øverst. Riv evt. lidt mere ost over og sæt fadet i ovnen i 10 minutter ved 200 grader.

Tomatsalat
400 g cherrytomater (stilktomater er også gode)
1 lille rødløg, skåret i både
1 chili, fint hakket
1 fed hvidløg, presset
1 kugle mozzarella ost, skåret i skiver
Frisk basilikum, plukket
Salt og peber
Olivenolie til stegning

En pande med olivenolie sættes til at varme op. Når den er godt varm kommes chili på indtil smagen kommer frem (til det begynder at svide i øjnene). Dernæst skrues der lidt ned for varmen, tilsættes hvidløg, rødløg og cherrytomaterne samt salt. Når tomaterne begynder at sprække slukkes der for varmen og blandingen må lige stå og køle lidt af. Derefter anrettes den på et fad med mozzarella, frisk basilikum og friskkværnet peber på.

Hummus
2 dåser kikærter
Saft fra 1 citron
1 spsk tahin
1 fed hvidløg
Spidskommen efter smag
Salt og peber
Lidt vand

Det hele blendes sammen med en stavblender til man har opnået den rette konsistens - man kan tilsætte vand/citronsaft indtil konsistensen er tilpas fast/flydende.

Så kan det hele serveres med lidt lunt brød til og tøsesnakken kan begynde...:


18.09.2011

En mexicansk chili, der er lige i øjet...

 Som pesce-vegetar har jeg i lang tid ikke spist rigtig old-fashion mexicansk, selvom jeg elsker smagen, for umiddelbart rimer mexicansk ikke på kødfri. Men det kan det sagtens gøre - nu har jeg sammensat en opskrift på chili SIN carne, som har den helt rigtige spicy smag af chili, spidskommen og koriander, men som i stedet for kød er baseret på en masse lækre grøntsager. For et fuldendt måltid lavede jeg en frisk guacamole og nogle majspandekager til. Min opskrift er til ca. 4 personer.

Til chilien:
200 g kidneybønner
(dem fra dåse er fine - hvis de er tørre, skal de stå i blød natten over og koges)
2 friske chili (afhænger af hvor stærk man ønsker retten)
1 løg
1 stilk bladselleri
1 stor porrer
4 modne tomater
2 røde peberfrugter
2 fed hvidløg
4 gulerødder
1 dåse tomatpuré
Lidt vand (ca. samme mængde som tomatpuré)
Et skvæt rødvin (ca. 2 dl)
En halv terning grøntsagsbouillon
2 laurbærblade
En håndfuld hakkede friske koriander
Spidskommen efter smag
Salt og peber
Olivenolie til stegning

Fremgangsmåde:
Alle grøntsager hakkes i tern, så de er klar til gryden. Hak chili fint og svits det i olie ved meget høj varme, indtil det begynder at svie i øjnene;) Tilsæt de hakkede løg og lad det svitse lidt. Tilsæt derefter resten af grøntsagerne og lad dem stege et par minutter. Herefter tilsættes tomatpuré og rødvin - til grøntsagerne er  knap dækkede - samt lidt vand. Tilsæt bouillon-terningen, laurbærbladene og ikke mindst bønnerne og lad retten simre under låg, gerne 20 minutters tid. Smag til med frisk koriander, spidskommen, salt, peber og hvidløg - evt. lidt chilipulver, hvis retten ikke er stærk nok. Så er retten klar til servering. Den kan evt. stå og simre lidt, mens guacamolen og majspandekagerne forberedes..

Min opskrift på guacamole (Der findes rigtig mange og egentlig er det bare at prøve sig frem)
2 modne avokado moses med en gaffel, så konsistensen er lidt grov. Herefter tilsættes hvidløg, salt og peber samt limesaft efter smag (Jeg brugte 1 fed hvidløg og saft fra 3/4 lime). Herefter tilsatte jeg lidt græsk yoghurt - så synes jeg konsistensen bliver bedst, men creme fraiche, fromage frais, eller hvad man lige har til rådighed, kan sagtens bruges.

Min opskfrift på majspandekager
2 æg blandes med 1 dåse majs, 2,5 dl majsmel og mælk efter behov til man opnår en dej, der minder om en ret tyk pandekagedej. Kom olie på en pande og vent til den er rigeligt varm - kom så dejen på panden i små klatter og steg dem på hver side til de er gyldne.

Bon appetit

10.09.2011

Lækre fuldkornsmuffins med dadler

Endelig fik jeg prøvet at bage mine helt egne dadel-muffins, som længe har været planen! Med en simpel grundopskrift på muffins kan man trylle alverdens fantastiske muffins sammen ved at komme forskellige kombinationer af fyld i - det kan næsten ikke gå galt. Og grundopskriften kan man endda også tilpasse, så dejen virker passende. Jeg er absolut vild med dem pga. den svampede konsistens, som dadlerne giver, og jeg vil lave dem igen og igen i forskellige varianter og bruge dem som eftermiddagssnack! Her er min version med banan, appelsin, vanilje og nødder:

Grundopskrift (giver ca. 10 stk.):
150 gram fuldkornsmel
1 tsk bagepulver
1 kop vand
250 gram dadler (jeg brugte tørrede, som jeg havde opblødt i kogende vand)
100 gram nødder (jeg brugte hasselnødder og valnødder - alle slags kan du)
En god, sund olie (jeg bruger nøddeolie)

Idé til fyld:
1 banan
Saft fra 1 appelsin
Korn fra 1/2 vaniljestang

Mel og bagepulver blandes sammen. Nødderne tørristes på en pande og blandes i melet. Dadler, vand og olie blendes med en stavblender. Blandingen hældes i det tøre. Rør dejen sammen og hæld evt. mere vand, olie eller mel i, hvis dejen virker for tør/våd. Herefter tilsætter man sine smagsgivere. Dvs. bananen, appelsinsaften og vaniljekornene rører jeg i her - og så er dejen klar til bagning.
Muffins'ne skal bage ved 200 grader i ca. 25 minutter (20-30 minutter alt efter form og fyld) - hvis du stikker i midten og dejen ikke hænger i, er de færdige... geniale som eftermiddagssnack:
Min eftermiddagssnack bestod af en dadelmuffin og en lille innocent-smoothie. Ahm :)

Forslag til fyld:
- Revet æble (eller i tern), kanel og juice som væde i stedet for vand
- Revet gulerod, müsli
- 100 g frosne bær og vaniljepulver
- 2-3 spsk kakaopulver og 1 banan
- Man kan i virkeligheden bare fylde i fra skabe og skuffer (rosiner, tranebær, kokos o.l. vil også gå fint)