Kender du det, at det kan være lidt svært at bedømme, hvor mange ris, der skal koges til aftensmaden og så tager man jo altid lidt i overkanten fremfor i underkanten, så der ender med at være en masse i overskud? Forleden fik jeg overvurderet vores appetit så meget, at der var ligeså mange ris tilovers, som vi havde spist - men det kan være jeg skal til at gøre det med vilje fremover - for så er der til en lækker rissalat dagen efter. Denne, som jeg fandt på igår ud fra hvad vi lige havde liggende, er det i hvert fald ikke sidste gang jeg har lavet. Den viste sig at være en succes blandt hele familien - så nogle gange kan det betale sig at eksperimentere lidt...
Ingredienser, 4 pers. - ca.-mål:
5-6 dl. kogte brune naturris
300 g tigerrejer
1 chili
1 fed hvidløg
200 g cherrytomater
3 skiver kernerugbrød
1 porrer
1 fennikel
300 g. ærter
Parmesanost
Groft brød (jeg brugte Hattings Rugfler), evt. med basilikumpesto eller anden dyppelse til
...
Tænd ovnen på 180 grader. På en bageplade udfyldes halvdelen med halverede cherrytomater, som sprayes med balsamico og drysses med timian. Den anden halvdel udfyldes med rugbrødet, som skæres i 1*1 cm tern. Sæt det i ovnen i 15-20 minutters tid. Hak chilien fint, porrer i skiver og fennikel i tern. Sauter chilien på panden ved høj varme sammen med presset hvidløg. Kom derefter porrer og fennikel ved og lad det stå ved middel-høj varme lidt. Tilsæt ærter, ris og til sidst rejerne - de skal ikke have så længe. Imens retten simrer færdig varmes brødet og salaten skylles. Inden servering blandes salaten i retten, og der pyntes med tomaterne, rugbrøds-crutonerne og høvlet parmesan. Brødet serveres til - og man kan spise hvad man har lyst til af dyppelse til - jeg er dog særligt glad for basilikumpesto, som jeg næsten kan spise til hvad som helst (især den fra Løgimose, som fås i Netto)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar