Viser opslag med etiketten Sundhed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sundhed. Vis alle opslag

22.08.2011

Anbefaling: BioMio.. Måske den perfekte restaurant


Jeg er så fascineret af konceptet BioMio, som ligger lige ved Kødbyen og Halmtorvet, dejlig tæt på Hovedbanegården, at jeg bliver nødt til at dele min begejstring. Det store åbne lokale giver associationer til en gammel lagerhal - atypisk udgangspunkt for en restaurant. Men trods det har BioMio formået at gøre atmosfæren virkelig hyggelig og afslappet med de kunstneriske vægge, lys på de høje borde, lounge-område med grønne, dybe farver og særligt bidrager det åbne køkken til at pifte stedet op. Inspirerende er det at følge med i, hvordan kokkene arbejder med at kræse om hver enkelt ret. Men det bedste af det hele er maden. Hele menukortet er økologisk og baseret på sundt og grønt - dog uden at det bliver for fanatisk. Men grøntsager udgør omtrent 70% af deres retter..



Brunchen fås først og fremmest ikke bedre. Derudover byder menuen på et hav af lækkerier. Man kan f.eks. få en række interessante appetitvækkere som hummus eller knoldaioli med lækkert speltbrød til. Til aften serveres i øvrigt, blandt meget andet, quinoa-risotto med grøntsager, salat med gedeost, fuldkornswok med tofu/kylling/okse/rejer. Igår spiste jeg selv en skaldyrstallerken med tigerrejer og muslinger i en cremet ingefær-kokos-hvidvinssauce med grøntsager og en knoldaioli med brød til. Min ven valgte deres marrokanske kødboller i en pikant tomatsauce med perlebygtabuleh og myntetzatziki Hvis det lyder lækkert - ja, så smagte det 10 gange bedre! Virkelig en samgsoplevelse, som er en af de bedste jeg har fået på en restaurant. Det skal virkelig bare opleves... Og selv er jeg parat til at smæske mig gennem resten af deres fantastiske menu-kort inden for nærmeste fremtid.

05.08.2011

Den bedste start på dagen..


Sådan ser min absolut yndlings morgenmad ud. Jeg spiser den stort set hver morgen og elsker, at den kan varieres på et utal af måder ved f.eks. at skifte frugt eller topping til lige det, jeg har lyst til. Her til sommer er en bær-version min favorit, og i denne her brugte jeg kirsebær, brombær og blåbær. Ovenpå hældte jeg lidt vanilje-yoghurt og toppede op med müsli, rosiner og mandler. Mums! Og så er det jo et plus, at det bare er så sundt, så sundt, så sundt med de her bær...

09.06.2011

Pukka-love


Jeg har egentlig altid holdt mig langt væk fra brev-te, som jeg associerede med alt for bitre eller søde syntetiske smage, som ikke har noget som helst med te at gøre. Men efter at have smagt teen fra Pukka, som fås i et hav af variationer, har jeg fået øjnene op for te i breve. Den slags kan rent faktisk gøres rigtig lækker. Her er mine tre seneste, som jeg fandt på tilbud til 100 kr. i en helsebutik på Vesterbro. Normalt koster de ca. 40 kr. stykket, hvilket også er en helt fair pris.

Den ene er med kamille og vanilje (lidt krydret og sød i smages), den anden en traditionel chai (rund smag af kanel og kardemomme) og den sidste med 3 slags ingefær-rod (krydret ingefær med lidt sød eftersmag af lakridsrod). De smager alle helt fantastisk og er blevet fast inventar i min taske, så jeg altid kan få mig en kop ordentlig te på studiet eller arbejdet. Det er nemlig fordelen ved breve. Og på trods af brev-formatet kommer de forskellige ingredienser rigtig godt til udtryk og giver en virkelig god smags-kombination. Jeg glæder mig helt sikkert til at opleve endnu flere Pukka-varianter.