Her kommer endnu en opskrift på sådan en god, cremet pastaret, som man jo aldrig kan få nok af - med chili, hvidløg og oregano, spinat, peberfrugt og kalkunkød i en cannelloni-udgave...
Ingredienser (8 ruller, passer til 4 personer):
1 pakke frisk lasagneplade
500 g. kalkunkød, skæres i fine strimler (kylling kan også bruges)
300 g. hytteost (eller ricotta)
300 g. spinat fra frost, hakket
1 peberfrugt, snittet i strimler
3 æg
2 fed hvidløg
1 chili, fint hakket
oregano, salt og peber
1/2 dåse hakket tomat
100 g. revet ost
- evt. andet fyld: hakkede valnødder, svampe, soltørret tomat, fennikel etc.
Fremgangsmåde: Tænd ovnen på 180 grader. Rør kalkunkødet sammen med hytteost, æg, spinat, peberfrugt, chili, hvidløg, oregano, salt og peber. Læg lasagnepladen foran dig på et spækbræt og læg en god klat fyld i enden. Rul en omgang, så der er pasta hele vejen omkring fyldet, skær rullen af resten af lasagnepladen og læg den i et ovnfast fad. Fortsæt til hele lasagnepladen er brugt op (jeg får 8 ruller) og fordel hakket tomat og revet ost over dem. Bag dem i ovnen i 20 minutter og nyd dem med en god blandet salat eller en tomatsalat:
Pastaruller serveret med en tomatsalat; sauteret rødløg og hele tomater i chili og hvidløg toppet med mozzarella og frisk basilikum samt lidt balsamico - meget mere italiensk bliver det vist ikke... |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar