Jeg har nævnt den flere gange og nu kommer altså endnu en opskrift inspireret af den - pastakogebogen Pasta Nostra - autentisk, smagfuld, lækker italiensk pasta. Jeg laver efterhånden ikke en pastaret uden lige at have orienteret mig i den:
I aften stod den på cannelloni - og heller ikke her skuffer Pasta Nostra. Godt nok tilsatte jeg lidt efter eget påfund, som altid når jeg tager udgangspunkt i en eller anden opskrift - mit eget lille særpræg. Og den blev så lækker og cremet som kun italiensk kan være det. Med rigeligt bechamelsauce, krydrede svampe, lækker parmesanost, sød tomatsauce og frisk persille.
Ingredienser (8 stk.):
Friske cannelloni-plader (Jeg brugte 1,5 pakke friske lasagneplader - men hjemmelavet er selvfølgelig optimalt)
1 fed hvidløg
1 chili
1 håndfuld hakket persille
500 g. svampe (årstidens - jeg brugte mørke champignon)
100 g. spinat (optøet fra frost)
Olivenolie til stegning
50 g. smør
2 spsk. mel
5 dl mælk
Muskatnød
200 g. philadelphia ost
100 g. parmesan ost
Lidt purerede tomater
Salt
Hak hvidløg, chili, persille og svampe. Sautér hvidløg, chili og persille i olien. Tilsæt de hakkede svampe og salt og lad det stå ved høj varme i 10 minutter. Lad det køle lidt af i en stor skål.
Smelt smørret i én lille gryde og varm mælken i en anden. I smørret tilsættes mel lidt ad gangen mens der piskes, så der ikke kommer klumper i. Sørg for at mælken koger op - rør godt undervejs. Tilsæt det kogte mælk til smørret sammen med salt og godt med revet muskatnød og pisk til en cremet bechamelsauce.
Rør philadelphia og halvdelen af parmesanosten i svampeblandingen. Fyld cannellonierne med ca. 2 spsk. af svampeblandingen og 1 spsk. spinat. Læg dem i et smurt ovnfast fad, hvor du først hælder halvdelen af bechamelsaucen i. Når alle cannellonierne er foldet hældes resten af bechamelsaucen over, dernæst de purerede tomater (i "klatter") og resten af parmesanosten. Sæt fadet i ovnen og lad det gratinere i 20 min. ved 175 grader. Inden servering drysses med lidt hakket persille.
Ja, lækkert ser det ud - og lækkert var det. Så prøv det bare af og tag så og invester i Pasta Nostra og gå amok i italienske pastalækkerier, som de virkelig bør være!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar