26.06.2011

Standby...

Min blog vil være på standby de næste 2 uger. Jeg skal nemlig til Italien - til Milano, Bellagio og ikke mindst Venedig. Ned til sydens varme sol, til charmerende byliv og italienske lækkerier. De italienere kan lave mad som ingen andre! Jeg glæder mig fantastisk meget til at smovse risotto, pasta, frutti di mare, gnocchi, insalata, pizza. Mmh... Og mon ikke også der ryger et par sko med hjem med den sko-freak jeg er. For ligesom de kan noget med mad og simple, udtryksfulde smagsindtryk, så kan de også noget med sko. Så mon ikke jeg skulle forelske mig i et par og tage et stykke af Italy med mig hjem. Man kan jo håbe.. På gensyn :)

Nyeste Køb

I denne uge faldt jeg for disse fantastiske støvletter. Ikke just et sommerkøb - men et fund, som jeg ved jeg får meget glæde af med den brændte brune farve og de tykke hæle. Mit musthave til næste sæson:
 

Støvletter fra Gardenia 1499 kr. (I Magasin)

23.06.2011

Favorit-frokosten


Det er godt nok virkelig simpelt. Det er også super nemt. Men det er nu engang sådan, jeg bedst kan lide det. Den bedste frokost jeg kan forestille mig er og bliver ristet rugbrød med frisk avokado krydret med salt og peber og en iskold bær-smoothie. Det kunne jeg simpelthen leve af, og jeg glæder mig ligefrem til hver eneste gang jeg kan lave mig sådan en frokost! Du skulle prøve det :)

Margit Brandt - jeg er solgt!


Hver sæson gør jeg mig nye oplevelser i fashion-verdenen. Får øjnene op for nye tendenser, nye farver, nye mærker. Denne her sæson er der især én opdagelse, som står lysende klart som den, jeg er mest henrykt over. Jeg har fundet Margit Brandt! Yes! Et mærke, som eller har eksisteret i årtier. Men først nu er det altså lykkes mig at falde for hendes fine kreationer. Og dét, så jeg nærmest ikke har været på en shoppe-tur i foråret uden at forelske mig pladask i et stykke af hendes tøj, som er af den slags, jeg med det samme spotter og beslutsomt nærmest flår ned fra stativerne. Jeg må bare have det. Ikke et sekunds usikkerhed eller tvivl dér. Jeg har dog behersket mig til at købe tre af deres items (creme bluse med flæser 499, khakigrøn jakke 799 og hvid skjorte 599), som i øvrigt var til meget overkommelige priser kvalitetsniveauet taget i betragtning. Helt perfekte til min sommergarderobe! Det er et mærke jeg helt sikkert vil holde meget øje med fremover..

21.06.2011

Min første Veggie-Burger


Endelig fik jeg lavet min helt egen version af en vegetar-burger! Jeg har gået med mange idéer og tanker om, hvordan sådan én lige skulle sættes sammen, så kombinationen af fyld var helt rigtig. Der er virkelig mange muligheder! Men det blev til en bøf af revet pastinak (i manglen på selleri) og gulerod, hjemmelavet tomatsalsa, sauteret peberfrugt, en pinjekerne-creme som smørelse og lidt rucola som det sidste finish. Og det viste sig, at jeg ramte rigtigt. Det smagte helt fantastisk sammen. Tilpas smagfuldt, tilpas krydret, tilpas snasket. Mums! Men det var ikke mindst på grund af bollerne. Jeg havde bestemt mig for at bage selv. Men ikke bare en traditionel sesam-burgerbolle. Jeg blev inspireret af Månebarnets vegetarblog, hvor jeg fandt en opskrift på nogle grove boller med spinat og brændenælde. Dem måtte jeg bare prøve, selvom de ikke var det sikre valg. Men de viste sig altså at være helt rigtige. Bedre end jeg havde turde håbe på. Så her kommer de opskrifter jeg brugte (det meste er ca.-mål, da jeg oftest dosere ved at prøve mig lidt frem):

Kerneboller med spinat og brændenælde:
10 dl vand
50 g. gær (eller 1 brev tørgær)
1 spsk. rørsukker
200 g. frø (jeg brugte hørfrø, solsikke- og græskarkerner)
300 g. grahamsmel
500 g. hvedemel
20 g. tørret brændenælde (fås i helsekostbutikker)
50 g. helbladet spinat (frisk eller optøet fra frost)
1 tsk. salt

Vand, sukker og gær blandes sammen til gæren er opløst. Der tilsættes frø og kerner, salt, spinat og brændenælde. Til sidst tilsættes melet, mens dejen røres sammen i en røremaskine. Den skal ikke være for vandet, men heller ikke æltes fast. Den skal bare blive til en tyk masse. Dejen stilles nu i køleskab i mindst 8 timer (gerne natten over).
Så skulle den gerne være lige til at 'klaske' op på en bageplade i nogle store klatter med en ske dyppet i koldt vand - jeg lavede 8 meget STORE styk. Man kan sagtens lave lidt flere mindre. De skal bage ved 200 grader i ca. 30 min. alt efter størrelse. Mine bagte næsten 35 minutter, men de var også meget store.

Pinjekerne-creme:
2 poser pinjekerner
1 spsk. citronsaft
Lidt salt
Vand

Først tørristes pinjekernerne på en pande. Lad dem afkøle lidt. Blend pinjekernerne med citronsaft, salt og tilstrækkeligt vand - til det bliver til en tynd postej, der kan bruges som smørepålæg.

Tomatsalsa:
300 g. hakkede tomater
1 fint hakket rødløg
1 finthakket chilipeber
2 fed presset hvidløg
Saften af 1 lime
2 spsk. olivenolie
1 tsk. sukker
Koriander og basilikum (friskhakket eller tørret)
Salt, peber

Alle ingredienserne blandes sammen og smages til med ekstra salt, peber, lime, chili, sukker e.l. Salsaen har godt af at trække lidt inden burgerne samles.


Peberfrugtfyld:
2 peberfrugt skåret i strimler
En god håndfuld oliven skåret i halve
2 spsk. kapers
1 spsk. oregano
Salt, peber

Det hele sauteres ved høj varme til peberfugtstrimlerne er blevet tilpas møre/bløde. Så er det klar til servering og kan sættes til side, indtil burgerne skal samles.


Bøffer af pastinak og gulerod:
400 g. revet pastinak (eller selleri)
100 g. revet gulerod
1 hakket løg
1 presset fed hvidløg
1 dl reven ost
2 store æg
2 spsk. rasp
2 spsk. mel (med top på)
Salt, peber

Revet pastinak og gulerod blandes med løg, ost, hvidløg, æg og rasp samt salt og peber. Farsen røres sammen og undervejs tilsættes mel til at suge lidt af væden fra gulerødderne og binde farsen sammen, indtil den har den rigtige konsistens, så den ikke går fra hinanden på panden. Men den skal heller ikke være for tør. Kom olie på panden og steg bøfferne - der bliver ca. 8 stk.. Tryk dem flade på panden og steg dem ca. 5-7 minutter på hver side, til de bliver sprøde på overfladen.



NU kan burgerne samles. Skær bollerne igennem. Smør med pinjekernecremen og chop up med rucola, tomatsalsa, en pastinakbøf og sauterede peberfrugtfyld. Bon appetit :)
- Husk, at det kun er fantasien, der sætter grænser. Der er et hav af kombinations- og anvendelsesmuligheder og det ovennævnte fyld kan mixes på kryds og tværs med alt muligt andet efter smag og behag...

15.06.2011

Mexikanske Fajitas med fyld af svampe og peberfrugt

Jeg er vild med mexikansk, men efter jeg i et halvt års tid nu har været lidt semi-vegetar og ikke spist kød, er det længe siden den slags har stået på menuen, da de traditionelle mexikanske retter indebærer enten hakket okse, okse- eller kyllingestrimler. I hvert fald i det her hjem. Men nu savnede jeg efterhånden den der smagskombination af chili, avokado, lime, cheddarost osv., som kun det mexikanske køkken kan fremtrylle! Så jeg kastede mig ud i de her fantastiske mexikanske fajitas, som er hvedepandekager stegt på panden med grøntsagsfyld og cheddarost. Og med en bønnedip og avokadosalat til, blev præcis som de skulle. Et virkelig lækkert bud på ægte mexikansk mad - men på semi-vegetar-manér.

Jeg brugte (til 4 personer):
4 hvedetortillas med chili/jalapeno
250 g cheddar ost

Svampefyld:
Olivenolie
500 g. svampemiks
1 spsk. soya sauce (tamari kan alternativt bruges)
Friskkværnet peber

Peberfrugtfyld:
3 peberfrugter
1 chili
1 rødløg
2 fed hvidløg
Saften af 1 lime
En lille håndfuld mexicanske krydderier (jeg brugte Taco-krydderi fra SantaMaria og basilikum)

Bønnedip:
1 ds. hvide bønner
1 fed hvidløg
1 spsk. olie
2 tsk. citronsaft
Tørret spidskommen og koriander efter smag
Salt og peber

Avokadosalat:
3 avokado
250 g tomater
1 rødløg
1 chili
Saft af 2 lime
Salt og peber

Fremgangsmåde:
Til at starte med lavede jeg tilbehøret. Til bønnedippen blendes alle ingredienser blot sammen og sættes på køl. Og med hensyn til avokadosalaten skæres avokado og tomater i mundrette stykker, rødløg og chili hakkes fint, og det hele blandes sammen og stilles på køl. Så er det klar til servering.
Nu laves fyldet til fajitas. Svampene skæres i skiver og steges i olien til de er møre. Så tilsætter du soya-saucen og peber og lader det simre lidt. Derefter sætter du svampene til side. I væden fra sampene steges peberfrugten skåret i tynde skiver sammen med finthakket rødløg og chili. Du kan evt. tilsætte lidt mere olie. Hvidløgen presses udover og limesaften tilsættes. Efter 6-7 minutter tilsættes krydderierne; salt, peber og mexikanske krydderier efter smag. Når det nu er stegt lidt sammen sættes det også til side.

Tag panden af varmen og arranger en tortilla med cheddar drysset på den ene halvdel samt svampe- og peberfrugtfyld og til sidst endnu et lag drysset ost øverst. Så folder du den anden halvdel henover som låg og sætter panden over varmen. De skal stege ca. 3-4 min. på hver side ved ret høj varme til osten er smeltet og tortillaen bliver varm og sprød.
Servér den lune fajita med avokadosalaten, bønnedip og eventuelt tomat-salsa. Mine blev dog så krydrede, at jeg måtte undlade salsaen og istedet spiste en lille klat græsk yoghurt til for at balancere det stærke.

14.06.2011

Linguine al salmone

Mmmh... mums!
Her er der virkelig tale om ægte italiensk kræs med kombinationen af hvidløg, hvidvin, persille og citron. Opskriften er inspireret af kogebogen Pasta Nostra (absolut must-must-must-have kogebog), hvor et par ægte italiensk-entusiaster præsenterer autentiske italienske pastaretter med de lækreste billeder til (ren mad-pornografi!). Jeg udviklede den lidt, da det er næsten umuligt for mig at følge en opskrift slavisk uden at blive inspireret af, hvad der ligger i skabet, som kan give retten et pift. Anyway - Jeg blev fan efter første mundfuld. Den smager fantastisk, og så tog den under 1/2 time at lave. Så det er bare at gå igang:

Ingredienser, 2 pers:
200 g. fuldkorns-linguine (hvad jeg lige havde i skuffen - al pasta kan i princippet anvendes)
1 fed hvidløg
1/2 frisk fennikel
1 chili
Olivenolie
200 g. røget laks
Ca. 1/2 dl tør hvidvin
Ca. 1 dl madlavningsfløde
Revet skal fra en halv citron (øko selvfølgelig)
Ca. 1 dl hakket persille
Revet muskatnød
Lidt salt

Du gør sådan her:
Finhak fennikel og og chili og svits det på en pande i olien sammen med presset hvidløg. Skær laksen i mundrette stykker og kom dem på panden. Lad simre indtil laksen har skiftet farve og ikke længere er gennemsigtig. Imens kan du koge pastaen i rigeligt med velsaltet vand, som anvist på emballagen - den passer sig selv, mens du koncentrerer dig om saucen:


Tilsæt hvidvinen og lad det simre et par minutter. Så tilsætter du fløden og river citronskal og muskatnød over efter smag. Persillen hakkes og tilsættes også (jeg synes det nemmeste er, at klippe persillen med en køkkensaks i en kop/et glas). Retten kan nu koge ind et par minutter og smages til med lidt salt inden den skal nydes. Anret saucen på en bund af pastaen og gå ægte italian style og drys med friskrevet parmesan og friske krydderurter som persille eller basilikum.

13.06.2011

Jagten efter den perfekte klare neglelak

Til hverdag vil jeg gerne have en rimelig neutral, klar neglelak på, som holder nogenlunde hele ugen, så jeg ikke skal bruge tid på at lakere mine negle hver aften. Men der findes et hav af farver, og det er svært at vurdere dem i butikken. Jeg har længe været på udkig efter én, som hverken er gennemsigtig eller for lyserød og har efterhånden afprøvet rigtig mange farver i den kategori (bare se mit lille udpluk af Essie-lakker herunder). Først nu synes jeg, at jeg har fundet min favorit. Den er klar og giver et lidt gele-agtigt finish, som ser rigtig fint og velplejet ud. Og så er den fra Essie, som jeg er ret glad for, fordi deres lakker holder virkelig godt prisen taget i betragtning - 'Allure' hedder den og koster kun 99 kr. i Matas:


09.06.2011

Pukka-love


Jeg har egentlig altid holdt mig langt væk fra brev-te, som jeg associerede med alt for bitre eller søde syntetiske smage, som ikke har noget som helst med te at gøre. Men efter at have smagt teen fra Pukka, som fås i et hav af variationer, har jeg fået øjnene op for te i breve. Den slags kan rent faktisk gøres rigtig lækker. Her er mine tre seneste, som jeg fandt på tilbud til 100 kr. i en helsebutik på Vesterbro. Normalt koster de ca. 40 kr. stykket, hvilket også er en helt fair pris.

Den ene er med kamille og vanilje (lidt krydret og sød i smages), den anden en traditionel chai (rund smag af kanel og kardemomme) og den sidste med 3 slags ingefær-rod (krydret ingefær med lidt sød eftersmag af lakridsrod). De smager alle helt fantastisk og er blevet fast inventar i min taske, så jeg altid kan få mig en kop ordentlig te på studiet eller arbejdet. Det er nemlig fordelen ved breve. Og på trods af brev-formatet kommer de forskellige ingredienser rigtig godt til udtryk og giver en virkelig god smags-kombination. Jeg glæder mig helt sikkert til at opleve endnu flere Pukka-varianter.

07.06.2011

'3 Little Wonders'

Jeg Eeelsker Ole Henriksen! Desværre har jeg først for nylig fået øjnene op for hans fantastiske produkter, så mit skab bugner ikke ligefrem af hans farverige krukker og flasker. Men idag fik jeg en luksus ansigtsbehandling hos Boutique Allure ved Christianshavns kanal (kan i øvrigt varmt anbefales) og tillod mig at forære mig selv hans '3 Little Wonders' ;)


Det viste sig nemlig, at min hud var ekstremt tørret ud af solen (ja, lidt solcreme ville nok have hjulpet), og samtidig har min hud altid været ret uren. Og det er der kun én løsning på. Fugt, fugt, fugt! Det er lige netop, hvad disse tre små vidundere sørger for. Der er tale om en dag-serum, en nat-serum og en let creme til at komme udenpå:

- Truth serum collagen booster (orange) med vitamin C-kompleks og hybenekstrakt, som bruges som antirynkebehandling af sydamerikanske kvinder (åbenbart en slags blåstempling)
- Invigorating night gel (grøn) uden olie med botaniske alfa hydoxy syrer, som virker poresammentrækkende og stimulerer cellefornyelsen
- Sheer transformation (blå) som beskytter og genopbygger huden samt udtoner pigmentforskelle

Her til aften har jeg nu afprøvet den grønne og blå krukke, og det kribler og krabler dejligt i min hud. Mmh. Ole Henriksen - jeg er slet ikke færdig med dig :)

Speltrisotto med svampe og broccoli

Jeg har lavet denne ret et par gange nu og har været lige paf hver gang. Det er muligvis den ultimative opskrift på risotto! Jeg har altid elsket en god risotto med hvidvin, parmesan og safran. Denne opskrift kombinerer aromaen og konsistensen ved en lækker risotto med lidt sundhed uden at den bliver kedelig og mister sin charme. Perfekt!

Ingredienser til 2 pers.:
600 g. svampemiks
2 skalotteløg
3 fed hvidløg
80 g. speltkerner
1 dl tør hvidvin
5 dl grøntsagsbouillon
Ca. 0,5 broccoli-hoved
Revet parmesan
1 dl tørret timian og basilikum
Salt, peber
Olie

Det er ganske simpelt: 
Svampene skæres i skiver og steges i olie. Skalotte- og hvidløg hakkes og tilsættes.
Derefter tilsættes speltkernerne og hvidvinen, og der gives god varme i et par minutter. Så skal risottoen mættes med bouillon ad flere gange i 20-30 min. Pas på med at hælde for meget væde ved - lad speltkernerne suge stille og roligt. Rør lidt undervejs, så de ikke brænder på.

Lidt inden risottoen er al dente tilsættes først krydderier, så broccoli-buketter, så de når at koges møre. Det tager ca. 3-5 min. Når risottoen er klar skrues der helt ned for varmen, og parmesanen rives ned i gryden. Der må endelig ikke spares på osten :)

Så kan risottoen anrettes med nogle store rejer, varmrøget laks, kammuslinger eller hvad man nu har lyst til. Selv synes jeg, den er bedst med rejer, fordi der er så kraftig smag i risottoen, så retten godt kan blive for tung med fed fisk til. Jeg pynter den også med lime, som dryppes udover og giver et friskt touch. Voila, så har man en helt fantastisk, sund udgave af den italienske klassiker ;)

Power-sætninger

Har du noget, du gerne vil ændre i dit liv? Noget du gerne vil forbedre? Min Coach lærte mig, hvordan jeg kunne gå imod min indre modstand, da jeg skulle bryde med nogle gamle, dårlige mønstre. Det var nødvendigt at 'tvinge' nogle positive, støttende tanker frem. Hvor underligt det end virker, så gælder det om at finde nogle støttende powersætninger og gentage dem HØJT for sig selv flere gange - en god idé er at gøre det inden man falder i søvn, så er din underbevidsthed nemlig mere åben overfor påvirkninger.

Til inspiration er her mine powersætninger, som jeg stadig kan få brug for at støtte mig til:
- Go for it - Spring ud i det!
- Jeg lykkes med min mision og lever min drøm.
- Jeg tager det som en udfordring og er sej, når jeg gennemfører.
- Skidt pyt, det sker der jo ikke noget ved!
- Når noget ikke går som planlagt, giver det mulighed for noget andet.
- Jeg gør det rigtige for min krop. Det er godt og sundt.

Så hvad er det du har svært ved? Hvilke negative tanker forhindrer dig i at nå dine mål? Og hvad bør du istedet tænke for at det skal lykkes for dig? Tænk over det og prøv at integrér de tanker i din underbevidsthed..

Hvorfor leve som en Kolibri?

Vi bør stræbe efter at leve livet som en kolibri. Dét er en stor del af min livsfilosofi. Hvorfor kan du læse her:

En kolibri er forbundet med livsglæde og realisering. I dens lille krop kan den lagre energi nok til at flyve flere tusinde mil. Hvordan er endnu uafklaret. Men det kan den, og derfor ses den som symbol på det, der synes umuligt. Et symbol på realiseringen af vores drømme. At fokusere på en passion og gribe de muligheder, der manifesteres omkring os. Samtidig er den lille fugl forbundet med uafhængighed og frihed. Den lover vellykket realisering, så længe vi tager vores frihed til os og lever på vores egen unikke måde...

Tænk, hvis vi kunne leve efter sådan et mindset...
For et års tid siden nåede jeg et vendepunkt i mit liv. Jeg var styret af dårlige mønstre og egne og andres forventninger til mig. Jeg tænkte aldrig over, hvad jeg inderst inde i virkeligheden gerne ville, og jeg så forhindringer fremfor muligheder. Men jeg gik til en coach, og så begyndte tingene at ændre sig. Det gik op for mig, at jeg ikke fulgte mit hjerte, når jeg skulle træffe beslutninger, og jeg fik motivation til at lave om på det. Det er sværere end som så, men værd at arbejde for..

Så nu stræber jeg efter at følge mit hjerte, følge min drøm, og alt hvad jeg gør skal gerne være i overensstemmelse med det og ikke styret af alt muligt andet. Dét er et liv som kolibri..