Nu er det endelig blevet sommer i Danmark. Og hvad er så bedre end at nyde en sprød (næsten) hjemmelavet pizza på terrassen i varmen fra aftensolen?
Min favorit er med grillede grøntsager - hvilket jo også passer meget godt til sæsonen. Grøntsagerne bliver imidlertid også rigtig lækre med ovnens grill-funktion, så pizzaen kan sagtens laves året rundt. Dog er der et eller andet specielt ved mad, der nydes udenfor i aftenssolen - sådan er det også med denne her. Man kan bruge lige de grøntsager man har lyst til - aubergine og squash synes jeg især er et godt valg - men her er det fyld jeg brugte forleden, som også er rigtig lækkert:
2 små pizza'er:
1 pakke tomat passata
1 frisk chili og 1 fed hvidløg, finthakket
1 bdt grønne asparges, skyllet og skåret i 3 cm. stykker
250 g. cherrytomater, halverede
2 mozzarella oste, skåret i tynde skiver
Krydderier efter smag - oregano, basilikum
Oliven
Ruccola salat
Parmesanost
Asparges, cherrytomater og peberfrugt vendes i olie og drysses med salt og peber. Det grilles til det falder sammen og begynder at blive sort i kanterne. Imens klargøres pizzabundene med tomat-passata, chili, hvidløg og krydderier. De grillede grøntsager fordeles over sammen med oliven og mozzarella. Pizzaen bages i ca. et kvarter i ovnen til bunden er lidt sprød i kanten. Ved servering toppes pizzaen med ruccola salat og frisk høvlet parmesanost. Velbekomme...
Selvom det er snyd, så vær ikke bange for at købe supermarkedets færdiglavede pizzadej - den kan fås i en fuldkornsudgave, som jeg synes er helt udmærket hvis man ikke har tid til at bage selv - den brugte jeg selv forleden ;)